Mor, du skal have din solskinspille

Efter Monika Jakobsens mors pludselig død i maj 2002, står hun med ansvaret for sin lillebror, der er diagnosticeret med aspergers syndrom. Samtidig er hun gravid med sit første barn. Dette er kun starten på Monikas turbulente liv.

Af: Christina Alsing

Monika Jakobsen – Privatfoto

Monika Jakobsen bliver mor til sit første barn i januar 2003. Det er blot otte måneder efter sin mors død til en blodprop i lungen. 

“Under selve graviditeten får jeg at vide af min jordemoder, at jeg ikke må være så ked af det, da det kan skade fosteret,” fortæller Monika, der i dag er 43 år gammel. Men da Monika føder sin datter, kommer reaktionen. Datteren ligner Monikas mor på en prik.

“Jeg har lyst til at kyle min datter i toilettet.”

Monika tror, at fordi hun selv har været i stand til at se, at det er forkerte tanker, reagerer sundhedssygeplejersken ikke på de tydelige tegn på fødselsdepression.

Livet går sin gang. Efter at have fået yderligere en datter og en søn med sin kæreste, vælger Monika i 2009 at gå fra sin kæreste. Hun flytter til Farsø, som ligger i det vestlige Vesthimmerland. Hun flytter med sønnen fra det tidligere forhold sammen med en ny mand, som hun får yderligere to børn med.

“Mor, jeg vil dø”

12 år efter morens død bliver Monikas liv ramt af en ny tragedie. Hun mister sin far og er nu forældreløs som 38-årig. Heldigvis når hun at se sin far en sidste gang på sygehuset, før han går bort.

“Min far har boet på Sjælland. Han har egentlig ikke rigtig været en del af mit liv. Og det er nok lidt underligt, at man egentligt holder af et menneske, man ikke ser ofte. Og så se ham ligge og være koblet til alt muligt og være der på dødstidspunktet, giver noget helt andet, når man ikke har set ens mor dø,” fortæller Monika.

Monika bliver efterfølgende diagnosticeret med moderat til svær depression, kommer på medicinsk behandling og bliver lovet psykologhjælp, når hun er på den anden side af medicinen. Sammen med sin ældste søn, som på det tidspunkt er otte år, flytter Monika fra den nye kæreste. Sønnen har på det allerede svært på det tidspunkt. Det kommer til udtryk, da han en dag kommer hjem fra skole og fortæller sin mor, at han ønsker at dø.

“Så må man tage sit liv op til revision,” fortæller Monika, som i dag har et godt forhold til alle fem børn.

Monika kontakter sønnens far og beder ham om at passe ham et par dage, så hun kan komme på toppen igen. To dage senere ligger der en besked i Monikas e-Boks. Faren har søgt om bopælspligt. “Så der kommer lige et hak mere i trynen, mens man er nede,” siger Monika, der i dag godt kan se, at det var ren rette beslutning.

Manden fra Aarhus

Monika er på det tidspunkt nået et lavpunkt i hendes liv, da en ny mand fanger hendes opmærksomhed og overbeviser hende til at flytte til Aarhus i december 2016.

I de knap ti måneder som Monika ender med at bo i Aarhus, hjælper manden i Aarhus ikke på hendes tilstand. Det viser sig, at manden er alkoholiker, voldelig og forgældet.

“Han er utrolig manipulerende. Alt, hvad han siger til mig, gør jeg bare. Jeg køber en ny bil, som jeg slet ikke har råd til. Jeg skriver under på en masse papirer, da han stod i Ribers,” siger Monika og forklarer, at hun den dag i dag selv står i Ribers, da manden i Aarhus aldrig betalte regningerne, som Monika skrev under på.

“Det er nogle ting, som påvirker ens sindsstemning, og som bliver endnu sværere, når man ryger ind i Fogedretten, hvor de står og siger, at de tager det ene og det andet. Men der er jo ikke noget at tage,” forklarer Monika.

De gule piller

Eftersom at Monika får sin diagnose, bliver hun ordineret antidepressiv medicin. Men manden i Aarhus kan ikke forstå, hvorfor Monika er nødt til at tage sin medicin.

”Jeg havde jo børn, som kaldte dem solskinspiller, fordi at de var gule. ’Du skal have dine solskinspiller, mor,’ Ja, det skal jeg, for så bliver jeg glad,” fortæller Monika.

Manden fra Aarhus overbeviser Monika om at stoppe med medicinen. Selv er hun klar over konsekvenserne ved at stoppe uden lægens samtykke. Dog viser det sig, at Monika endelig ser klart. Manden fra Aarhus har netop slået hende, da Monika får nok. Men hun kan ikke komme væk fra Aarhus. Manden fra Aarhus har piftet Monikas dæk, så hun er fanget.

Telefonen duer heller ikke, da hun ikke har betalt regningerne. Men internettet virker. Hun får fat på børnenes far, som kontakter Monikas brødre. De piftede dæk får noget luft, da brødrene kører fra Brønderslev til Aarhus, og Monika kører nordpå.

”Jeg plejer at skyde skylden på min hjerne, fordi at det mentale har gjort, at jeg har truffet nogle dårlige valg. Det er jo ikke fordi, at jeg har haft lyst til at tage de dårlige valg.”

På dette tidspunkt har Monika endnu ikke fået psykologhjælp for hendes traumer. Kun hendes lillebror bliver tilbudt hjælp efter morens dødsfald, da han er under 18. Det ville Monika ønske havde været anderledes.

Det ændrer et trafikuheld på, som Monika er vidne til. Gennem sit arbejde bliver hun bevilliget psykologhjælp, men fordi hun før har været bevilliget ti andre behandlinger gennem sin læge, tager hun til psykolog.

”At det er et andet menneskes død, der har gjort, at jeg har fået hjælpen, er så tragisk. Men jeg er taknemmelig for, at jeg har fået bearbejdet alle de her ting,” fortæller Monika og fortæller om sin tatovering, som hun fik lavet i sommeren 2016.

Den daglige reminder

I dag bor Monika Jakobsen 400 meter fra sine børn. Begge fædre har forældremyndigheden, og de har gennem statsforvaltningen fået fastsat rammerne omkring børnene. Men på grund af Monikas tilstand i dag og i takt med at forholdet til fædrene forbedrer sig, er aftalerne mere frie. Men det er fortsat på børnenes præmisser. Selvom Monika har lyst til at se sine børn hver dag, vil hun ikke presse sig for meget på.

”Vi kan faktisk snakke, som vi har gjort før, og vi har også været igennem meget sammen. Vi taler nemmere om tingene, end vi gjorde før. Det påvirker også helt klart børnene, at vi kan tale ordentligt til hinanden,” fortæller Monika og siger, at hun var kærester med faren til de ældste børn i 12 år.

Tatoveringen hjælper Monika med at minde hende om, at hun skal huske at passe på sig selv. Ellers ved hun godt, hvor hun ender henne – Privatfoto

”Havde jeg været bedre til at bede om hjælp fra starten af, var jeg ikke endt der, hvor jeg er. Men det er altid nemt at være bagklog, og det er nemt at prøve på at være den stærkeste, når man ikke er det.”

Helle tager kampen op mod ensomhed i Mårslet

Helles liv tog en drejning, da hun for tyve år siden gik på efterløn. Hun har nu fundet en ny mening med livet.

Af Christina Alsing

For tyve år siden mistede Helle Brøndum sin mand. Ifølge Helle har dette betydet, at hun ikke har en forpligtelse til, at aftensmaden skal stå parat på klokkeslettet. Derfor udnytter hun det ved at hjælpe andre borgere i Mårslet, der ellers ville sidde derhjemme alene. 

”Jeg har jo kræfter til at gøre en forskel for andre. Jeg synes, at dem, der har overskud, skal gøre noget for dem, der ikke har overskud. Man skal hjælpe hinanden. Så går samfundet bedst.

Ensomhed er fy-ord

Helle Brøndum er 67 år. Hun er formand for Lokalcenter Kildevang. For fem år siden gik hun på efterløn. Før arbejdede hun som bankassistent i Danske Bank i 40 år. Og det har ikke været nemt for hende at slippe arbejdslivet.

”Når jeg kommer ind i banken, savner jeg det. Jeg syntes, at det var frygteligt at stoppe med mit arbejde. Man tænker ikke over, hvor meget ens arbejde egentlig giver. Så lad være med at stoppe for tidligt.”

Helle Brøndum beskriver sig selv som en storbypige. Dog har hun svært ved at tage springet og flytte ind til byen. ”Jeg er kommet til den konklusion, at jeg forbliver i Mårslet på grund af trygheden. Hvis jeg boede på 4. sal i Aarhus, tror jeg, at jeg ville blive ensom,” udtrykker Helle.

Størstedelen af de besøgende på lokalcentret er kvinder. ”Mændene snakker nok heller ikke så meget om følelser, som vi kvinder gør,” siger Helle samtidig med, at hun undskylder for at være generaliserende. Dog er ensomheden ikke noget, der bliver diskuteret til forsamlingerne. 

Samlingspunktet

Lokalcenter Kildevang ligger i centrum af Mårslet. Målet er at være et samlingspunkt for alle borgere i Mårslet og omegn. Det er et tilbud til de, der ønsker samvær med andre.

Hver måned udkommer avisen BEDSTE-tidende som inderholder alt fra digte, oversigt over de faste ugentlige aktiviteter og specielle arrangementer som modeshow. Hver dag kl. 12 er der middagsmad, så man kan sidde sammen med andre og spise, og hver anden tirsdag står den på bagning.

Lokalcentret bliver drevet primært af frivillige. De 30 frivillige er gennemsnitslig 70 år, i følge Helle Brøndum. Dog kommer der nybagte mødre en gang om måneden for at give lidt liv i lokalcentret. Og som Helle siger, “det er skønt at få nye øjne på det. Så er det ikke kun os gamle, der sidder og sparrer med hinanden.”

Helle går forrest

Ud over at arbejde som bankassistent var Helle Brøndum også tillidsrepræsentant de sidste tyve år af hendes karriere. Hun har siden barnsben nydt at holde sig selv i gang. 

Helle Brøndums kalender for februar måned. Foto: Christina Alsing

”Da jeg gik på efterløn, gik jeg rundt og spurgte alle, om de havde behov for en frivillig. Desværre tog jeg munden lidt for fuld til at starte med, men jeg synes, at jeg har en passende mængde arbejde nu.”

Helle Brøndum elsker blandt andet at lave mad. Dette har resulteret i, at hun har to madlavningshold, som hun står for i Lokalcenter Kildevang. Hun er med i Ældrerådet i Aarhus Kommune. Og hun er fortsat tilknyttet til sin gamle arbejdsplads, hvor hun er med i bestyrelsen i pensionistforeningen. 

Portræt af Helle Brøndum. Foto: Christina Alsing

“Det med at komme ud og få nye kollegaer igen, synes jeg, er en drivkraft.”

Langdistanceforhold

22-årige Rebecca Lykke Steffin er netop startet på journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Men hvordan er det for Rebecca at balancere skolen med hendes kæreste Emma, der fortsat bor i København?

Et langdistanceforhold, der fungerer

At flytte til en ny by og samtidig skulle starte på et nyt studie er ikke fremmed for mange nye studerende. Men at skulle balancere et langdistanceforhold er ikke for alle.

Af Christina Alsing

Portræt af Rebecca Lykke Steffin 13. februar 2020, på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Fotograf: Christina Alsing

Den 22-årrige journaliststuderende Rebecca Lykke Steffin har ikke kun skulle vinke farvel til de vante, fysiske rammer i København men også sin kæreste. 

I et højskoleophold møder hun sin nuværende kæreste, Emma, som hun i dag har været sammen med i et år. Emma var læreassistent på Rebeccas højskole, og næsten uden videre blev de kærester.

Klare rammer om forholdet

Rebecca har fra starten af forholdet gjort det klart og tydeligt over for Emma, at hun kunne risikere at skulle flytte til Aarhus i tilfælde af, at hun blev optaget på studiet. ”Det betyder ikke, at hun var glad for det, hvilket har gjort, at vi har talt om det,” uddyber hun. 

Med det forklarer Rebecca, at hun ikke forventer, at hendes kæreste trækker rødderne op fra København uden gyldig grund. ”Jeg synes, at hun skal flytte til Aarhus, hvis hun får andet end mig i Aarhus.” Rebecca kan også se fordele ved deres langdistanceforhold i og med, at der er mange sociale arrangementer og lektier, der fylder meget især i starten. 

Intet hverdagshysteri

Det kan være svært at lave klare aftaler med hinanden, når man er ny i byen og skal forholde sig til et nyt studie. ”Lige for tiden laver jeg kun lektier, så jeg har egentlig heller ikke tid til at ses med Emma. Jeg kan fokusere på mit studie og det sociale i hverdagen, og i weekenderne, når vi skal ses, kan jeg være helt fokuseret på hende. Vi slipper for alt hverdagshysteriet.”

At turde at hoppe ud i et langdistanceforhold igen 

Det, med et langdistanceforhold, er ikke noget nyt for Rebecca. Før hun blev kærester med Emma, var hun nemlig i et langdistanceforhold. Ifølge hende selv manglede savnet, når den ene part var væk, hvilket er en vigtig ting i et parforhold, mener hun. 

”Jeg tror, at langdistanceforhold kan få én til at tænke over alle de ting, som ikke fungerede, når vi endelig var sammen.”